tirsdag den 22. maj 2007

Aboriginal helleristninger og Australian Reptil Park

Som tidligere lovet kommer nu lidt om resten af vores weekendtur den 12.-13. maj.

Vi så først aboriginal helleristninger. Vejen til indhegningen med helleristningerne var kun en grusstig og ikke markeret, så vi kom først til at køre lidt for langt. Efter vi havde parkeret på den meget røde parkeringsplads (se billedet med Toke i vores webalbum Weekendtur), gik vi af en lille sti til en indhegning. Indhegningen var ikke stor, måske lidt større end vores stue. Der var omkring 6 helleristninger. Den første helleristning var meget underlig, den skulle forestille en person. Og vi begyndte at undre os over hvordan man ser forskel på en helleristning lavet af aboriginals for flere tusinder af år siden og tegninger lavet af en børnehave. De andre helleristninger var mere troværdige, og med lidt god fantasi kan man sagtens se at en krøllet streg kan blive til en ål. Se selv her.

Derefter gik turen med rumlende maver til Australian Reptile Park. Reptilparken var ikke helt billigt at komme ind i, men heldigvis var den alle pengene værd. Vi så bl.a. en saltvandskrokodille ved navn Eric blive fodret. Den har faktisk flere menneske liv på samvittigheden, det forhindrede nu ikke dyrepasserne i at hoppe ind i indhegningen for at fodre den. Leder-dyrepasseren var en Steve-Irwin-type, og det var da meget sjovt. Rundt om i parken var der hele tiden shows og fortællinger om de forskellige dyr, og programmet ændre sig fra dag til dag, så man skal holde øje med det på nettet. Vi så også tasmanske djævle blive fodret, lærte forskellen på en krokodille og alligator, såorskellige gummitræer og alle mulige underlige fugle fra hele Asutralien. Vi lærte at slanger faktisk er meget farligere end edderkopper, da nogle slanger kan finde på at jagte en. Men faktisk er de ikke ret farlige hvis man bare kommer på hospitalet i tide.

Rundt om i hele parken løb kænguruer og emuer rundt, som man kunne klappe. Det skal dog bemærkes at man ikke skal løbe hen til en kænguru, for så risikerer man et par på siden af hovedet, som mange børn måtte erfare. Vi fik taget en masse billeder som i kan se her.

Ingen kommentarer: