lørdag den 25. august 2007

Wollongong og visum-sjov

Som jeg tidligere har skrevet, har det i efterhånden mange måneder været meningen at jeg skulle flytte arbejdsplads til University of Wollongong. Det var oprindelig meningen at det skulle ske den 17. august. Det ville passe med at vores lejekontrakt på vores lejlighed i Newcastle udløb, og det ville desuden give os massere af tid til at få al papirarbejdet klaret. Desværre viste det sig at der alligevel ikke var tid nok, for den 17. august havde jeg ikke fået et nyt visum, og uden det kunne jeg ikke få lov til at arbejde i Wollongong, så vi måtte blive i Newcastle.

I tirsdag (den 21. august) modtog jeg så omkring kl. 21.30 en email fra immigrationsmyndighederne hvori de meddelte mig at mit nye visum ville gælde fra dagen efter. Samtidig blev mit gamle visum dermed annulleret. Det betød faktisk at jeg ikke længere måtte arbejde for University of Newcastle. Jeg så først denne mail dagen efter, om onsdagen, hvor jeg altså på det tidspunkt arbejdede ulovligt for University of Newcastle. I min kontrakt med University of Newcastle står at jeg skal give 3 måneders opsigelsesvarsel, men pga. min specielle situation var de gået med på at jeg kunne nøjes med at give dem en uge. Nu stod jeg i en situation hvor jeg faktisk var nød til at opsige med tilbagevirkende kraft for ikke at overtræde betingelserne for mine visa. Desuden var vi rent faktisk i Wollongong for at besøge en af dem jeg arbejder sammen med, så vi blev lidt paniske over hvad vi skulle gøre.

Heldigvis var både University of Newcastle og University of Wollongong fantastiske fleksible, så enden på historien blev at jeg officielt sluttede med at arbejde i Newcastle den 21. og at jeg begynde i Wollongong den 22. Vi er dog ikke flyttet til Wollongong endnu.

Vi har opsagt vores lejlighed i Newcastle til den 4. september, så den dag flytter vi til Wollongong. Vi har endnu ikke fundet et sted at bo i Wollongong, men da vi kun skal være der i 2 måneder før vi tager til Canada og siden Danmark, vil vi bare indlogere os på et motel, så det burde vi nok kunne nå at få arrangeret inden den 4.

Ingen kommentarer: