søndag den 18. oktober 2009

Efterår(sferie)

Heroppe har vi også haft glæde af den danske efterårsferie. Toke har dog ikke haft ferie fra jobbet, men vi har haft besøg af Cecilie, min søster, Sara, Tokes søster og Tokes mor Bente. Både Cecilie og Sara har hver været her fire dage for at forkæle og lege med Irene. Irene elsker nye ansigter, så hun har haft det dejligt. Og Toke og jeg er mere end glade for at kunne vise vores guldklump frem. Nu er kun Tokes mor tilbage og hun bliver her en uge endnu, så underholdningen er ikke slut. Ellers skal vi bare tænde for fjernsynet, for Irene er allerede helt hypnotiseret. Hun kan endda finde på at snakke med og grine af fjernsynet.

Irene har været til sin anden time i babysvømning og den gik også fint. Det ser ud som om hun godt kan lide vandet. Igennem svømning har Irene fået en legekammerat Konrad, som er halv tysk og halv norsk. I torsdag gik vi så en tur sammen med Konrad og Konrads mor Francesca og de var også oppe i vores lejlighed. Desværre sov Irene under hele turen og besøget :) Men det spillede ingen rolle for mødrene.

Lige nu ligger Toke og Irene og ser Brøndby mod F.C. Midtjylland, og Irene griner højt. Hun er vist allerede vild med fodbold.

Ingen kommentarer: